Magt og Ret

Relateret til speciesisme er det antropocentriske verdenssyn. Dette betyder, at vi generelt betragter mennesket som værende midtpunktet i skaberværket eller naturen. Omverdenen bliver målt og vejet ud fra menneskelige værdier, og alle levende væsners værdi bliver bedømt ud fra deres nytte og gavn for mennesker. Denne antropocentriske opfattelse legitimeres i nogle tilfælde af tolkninger af religiøse tekster, hvor mennesket figurerer som kronen på skaberværket. 

I andre tilfælde betragtes mennesket slet og ret som det stærkeste led i fødekæden pga. sin intelligens og teknologiske kunnen. Denne magt bliver i nogle situationer tolket som en ret til at bruge dyr og andre levende væsner efter egen interesse og til egen vinding. Mennesket behandler derfor i mange tilfælde ikke dyr som levende individer og som mål i sig selv, men nærmere som objekter og midler til at opnå forbrugsgoder, profit, magt m.m.

Men planter har da også følelser…

Men planter har da også følelser… Som veganer møder man ofte indvendingen, at planter vel også lider, når de bliver høstet. Den indvending er værd at tage alvorligt, for den peger på et reelt spørgsmål: Hvor går grænsen egentlig for, hvem vi skylder hensyn?

Lad os begynde med at rydde en udbredt misforståelse af vejen — nemlig den, at planter skulle være passive. Det er de på ingen måde. Planter reagerer aktivt og præcist på skade. De sender elektriske signaler gennem vævet, udløser hormoner som jasmonsyre, opregulerer forsvarsstoffer og udsender flygtige duftstoffer, som naboplanter opfanger og reagerer på. Nogle arter kan endda skelne mellem tilfældig mekanisk skade og angreb fra en bestemt insektart. Planters signalering er et af de mest spændende felter i moderne biologi, og det bør man ikke tale ned.

Men en reaktion er ikke det samme som en oplevelse. Og det er dér, hele spørgsmålet afgøres.

Dyr har nociceptorer — specialiserede receptorer, der registrerer vævsskade — og et centralnervesystem, hvor informationen samles og bliver til noget, der føles som noget for den, det sker for. Det er forskellen mellem registrering og oplevelse, mellem nociception og sansning. En smerte er ikke bare et signal; det er et signal, der gør ondt på nogen. I 2012 samlede en gruppe førende hjerneforskere denne viden i Cambridge-erklæringen om bevidsthed: de neurologiske strukturer, der frembringer bevidst oplevelse, er ikke forbeholdt mennesket, men findes hos pattedyr, fugle og mange andre dyr.

Planter har ingen af delene. Intet nervesystem, ingen nociceptorer, ingen hjerne — intet sted, hvor informationen samles til en oplevelse for nogen. En plante, der reagerer på skade, gør det på samme måde, som vores eget immunforsvar reagerer på en infektion: hurtigt, komplekst, målrettet — og uden at nogen mærker det. Vores immunsystem foretager i dette øjeblik hundredvis af sådanne vurderinger, men der er ingen, der oplever dem.

Evolutionært giver det god mening. Smerte er en dyr mekanisme: den koster energi og lægger beslag på opmærksomhed, og den betaler sig kun for organismer, der kan ændre adfærd — flygte, undvige, huske og lære af det. Planten kan ikke løbe fra græsseren. Der har derfor aldrig været et evolutionært pres for at udvikle det subjekt, som oplevelsen skulle foregå for. En gruppe førende planteforskere gjorde i 2019 netop dette punkt gældende over for den voksende litteratur om “planteintelligens”: planter hverken besidder eller har brug for bevidsthed.

Og så er der en pointe, som ofte overses. Lad os for et øjeblik antage, at indvendingen holder — at planter faktisk kan lide. Hvad ville så følge af det? Så ville argumentet tale for veganisme, ikke imod. Husdyr er nemlig ikke fødevareproducenter, men fødevareomsættere. De skal fodres med langt flere planter, end de nogensinde leverer tilbage i form af kød, mælk og æg, og størstedelen af den energi går tabt undervejs. Omkring tre fjerdedele af verdens sojaproduktion ender som dyrefoder. Den, der spiser planterne direkte, dræber altså færre planter end den, der spiser dyret, som har spist planterne. Bekymrer man sig oprigtigt for planternes skæbne, fører det ad en omvej til den samme konklusion.

Grænsen ved sansning er ikke vilkårlig — men den er heller ikke knivskarp, og det skal man være ærlig om. Hvor står insekter? Muslinger? Britisk lovgivning udvidede i 2022 anerkendelsen af sansende væsener til at omfatte blæksprutter og krebsdyr, og i 2024 samlede en større gruppe forskere sig om en erklæring, der peger på, at muligheden for bevidst oplevelse hos mange hvirvelløse dyr må tages alvorligt. Den diskussion er åben, og den skal føres med ydmyghed.

Men usikkerhed i grænsetilfældene ophæver ikke det, vi ved med stor sikkerhed: at en gris, en ko, en kylling og en laks er nogen — ikke noget.

Kødforbrug og hungersnød

Vores forbrug af animalske fødevarer har en dårlig indflydelse ikke kun på dyrenes hverdag, men også på vores medmenneskers liv. Vi har en stor udfordring i forhold produktionen af billigt dyrefoder, f.eks. soja, der skaber problemer for produktionslandenes lokalbefolkninger . Soja til eksport til de vestlige lande produceres bl.a. i Sydamerika, hvor det kun levner lidt plads og ressourcer til landenes egenproduktion. Dette skaber mangel på fødevarer i nogle områder og et behov for at importere dyre produkter fra udlandet. 

Samtidig er fortjenesten ved sojaen så lille for de lokale producenter, at store dele af befolkningen i produktionslandene lever i fattigdom. De har således hverken ressourcer til at dyrke deres egen mad eller betale for de dyre importerede varer, og der skabes en ond cirkel af fattigdom og sult. Også her må vi stille spørgsmål til etik? Denne onde cirkel kan vi dog bryde, hvis vi omlægger vores forbrug af animalske produkter og vælger plantebaserede produkter i stedet.

Viden og ansvar

Mennesket er på mange områder et dyr som andre dyr – vi har behov for føde, tryghed og omsorg. Men mennesket er også et etisk dyr, som er i stand til at foretage en vurdering af den etiske baggrund for sine handlinger. Vi har igennem vores historie – og ikke mindst igennem de sidste par århundreders udfoldelse af videnskaberne – indsamlet erfaringer og opbygget et stort lager af viden, der gør det nemmere og nemmere for os at træffe beslutninger, der både er gavnlige for os her og nu, og som også er etisk forsvarlige over for vores medskabninger og senere generationer.

Vi ved således, at mennesker kan leve sundt og godt på en plantebaseret kost; vi ved endda at vores høje indtag af animalske produkter giver os en række livsstilssygdomme og skavanker. Vi ved at dyr er sansende og følende individer som os selv, der kan kende forskel på velvære og smerte, tilfredshed og afsavn. Vi ved, at vores omfattende produktion af animalske fødevarer har en negativ indflydelse på vores miljø og klima og truer endda med at skabe uoprettelige skader på vores planet. 

Med denne viden følger et etisk ansvar for hver enkelt af os og i fællesskab om at træffe de valg og beslutninger, som er mest gavnlige ikke blot i forhold til vores egen person her og nu, men for resten af vores medskabninger, vores børn og vores børnebørn.

Kunsten at leve efter sine overbevisninger

De fleste kan blive enige om, at vi har et fælles ansvar for at sikre dyrene bedre velfærd og beskytte vores natur og klima. Rent etisk handler det om at forvalte jordens ressourcer med respekt, så både vores medmennesker og fremtidige generationer kan leve et trygt og godt liv.

Vi lever dog alle i en verden, hvor traditioner, vaner og bekvemmelighed spiller en meget stor rolle i den måde, vores sociale samvær med hinanden er bygget op på. Selvom man måske synes, det er synd for grisene i landbruget, kan det være svært at sige nej tak til flæskestegen juleaften. Og måske synes man egentlig, man gerne ville undgå at spise burgere med oksekød for klimaets skyld, men hvad ville gutterne sige, hvis man ikke tog med dem på McDonald’s efter fodboldkampen? Hvordan skal man balancere sine overbevisninger med de forventninger, samfundet og de sociale normer stiller til en? 

Mange mennesker finder en sådan balancegang vanskelig, og de fravælger derfor at efterleve deres værdier, fordi det er mere bekvemmeligt ikke at stille spørgsmålstegn ved samfundets normer.

Individets ansvar

Selvom mange har lyst til at ændre deres kostvaner og forbrugeradfærd for dyrene i vores landbrug, for miljøet og klimaet, for deres eget helbred eller noget helt andet, kan det være vanskeligt at finde motivationen til en gennemgribende vaneændring, og vi føler os ofte små og magtesløse over for et helt samfund bygget på normer, der bifalder udnyttelsen af dyr. 

Som forbrugere har vi dog hver især en stor magt til at ændre netop disse normer, eftersom vi hver eneste dag vælger nogle varer frem for nogle andre. Er vi mange nok til at vælge de plantebaserede varer frem for de animalske, vil produktionen af animalier med tiden blive udfaset, da de ikke længere vil være rentable for producenterne. Det anslås, at veganismen er vor tids hurtigst voksende livsstils– og retfærdighedsbevægelse, og det er derfor ikke usandsynligt, at der inden for den nærmeste fremtid vil være flere, som vælger den plantebaserede end den traditionelle livsstil.

Som forbrugere kan vi også påvirke producenterne af fødevarer, kosmetik og andre produkter mere direkte ved at gå i dialog med dem og ønske flere veganske produkter på hylderne. Langt de fleste producenter er glade for feedback og lytter gerne til forslag fra deres kunder. 

I vores rolle som borgere i et demokrati kan vi også påvirke de folkevalgte politikere (såvel de lokale som dem, som sidder i Folketinget) ved at stille spørgsmål og krav til dem. Og sidst men ikke mindst, kan vi gennem oplysning og dialog præge vores familie og venner til at vælge en grønnere livsstil. 

Jo mere vi får skabt refleksion over etik – jo bedre.

En god verden – også for kommende generationer

Jordens lunger, regnskovene, fældes med stadig større hast, temperaturen ved polerne stiger, og det intensive fiskeri betyder, at verdenshavene vil være tomme for fisk i 2048. Den vestlige verdens speciesisme og antropocentriske verdenssyn har paradoksalt nok medført, at menneskets egen overlevelse på jorden er kommet i fare.

Spørger vi videnskaben, er der ikke meget tvivl om, at vi alle skal ændre adfærd og handlemønster, hvis vi skal have noget håb om at efterlade en nogenlunde beboelig planet til vore efterkommere og medskabninger. At vælge en plantebaseret livsstil er derfor ikke kun en etisk stillingtagen i forhold til dyrene og naturen, men også i forhold til vores børn og børnebørn, som i fremtiden skal forholde sig til konsekvenserne af vores valg og handlinger. 

Forskning viser, at den mest effektive måde at bevare jordens ressourcer, og dermed livsgrundlaget for fremtidige generationer, er netop ved at vælge en plantebaseret livsstil.

Sammen kan vi sætte et positivt aftryk på livet på vores planet og skabe en bæredygtig fremtid for de kommende generationer.