Vedtægter for Danmarks Veganske Forening.

1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Danmarks Veganske Forening.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Aarhus Kommune.
Stk. 3. Foreningen er landsdækkende.
2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er:
-
a) at samle mennesker med interesse for vegansk mad og levevis, at styrke det veganske fællesskab online og gennem begivenheder, som er igangsat af bestyrelsen eller andre aktive veganere og foreninger, der arbejder med foreningens formål.
-
b) at formidle viden og inspiration om vegansk levevis i praksis, herunder gennem opslag om veganske spisesteder, opskrifter, vejledning og andet indhold, som inspirerer og gør det lettere for mennesker at vælge den veganske livsstil til.
3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Indmeldelse sker via danmarksveganskeforening.klub-modul.dk
Stk. 3. Børn under 15 år optages gratis. Kontingentpligten indtræder førstkommende kalenderår efter, at barnet er fyldt 15 år.
Stk. 4. Udmeldelse sker via danmarksveganskeforening.klub-modul.dk
Stk. 5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert kalenderår.
4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt og indkaldes med mindst 1 måneds varsel.
Stk. 3. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er kun betalende medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
-
Valg af dirigent, referent og stemmetæller
-
Nyt fra foreningen
-
Økonomi: Regnskabsaflæggelse, godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent
-
Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer: 1 forperson, 1 næstforperson 1 kasserer samt 2 menige medlemmer
-
Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
-
Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
-
Behandling af indkomne forslag
-
Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med kvalificeret flertal (2/3 af de gyldigt afgivne stemmer).
5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af medlemmerne ønsker det.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen. Bestyrelsens medlemmer vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode. Valget tilrettelægges, så der skiftevis vælges 2 og 3 medlemmer hvert år, med henblik på at sikre kontinuitet i bestyrelsens arbejde.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med foreningens værdigrundlag, nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Overgangsbestemmelse:
Ved vedtagelse af §6, stk. 1 om 2-årige valgperioder beslutter generalforsamlingen som overgangsordning, at de 3 nyvalgte bestyrelsesmedlemmer fortsætter i en 2-årig valgperiode, mens de 2 genvalgte bestyrelsesmedlemmer er på valg ved den ordinære generalforsamling i 2027. Fremover vælges bestyrelsesmedlemmer for 2 år ad gangen, således at der skiftevis er 2 og 3 medlemmer på valg hvert år.
Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor blandt andet det kommende års aktiviteter diskuteres.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5. Forperson og næstforperson indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når bestyrelsen skønner det nødvendigt.
Stk. 6. Kun veganere kan vælges til bestyrelsen. At være veganer defineres som en måde at leve på, der søger så vidt det er praktisk muligt, at ekskludere alle former for udnyttelse, og mishandling, af dyr til mad, beklædning og alle andre formål. I praksis betyder det, at veganere bestræber sig på at undgå alle animalske produkter som kød, mælk, æg, honning, læder, uld, produkter testet på dyr, cirkus med dyr, zoologisk have mm.
7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Stk. 4. Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.
8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af enten forperson, næstforperson eller kasserer. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
9. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
Stk. 3. Der kan ikke foretages vedtægtsændringer, der strider imod foreningens formål og værdigrundlag.
10. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
11. Datering
Stk. 1. Således vedtaget på foreningens ekstraordinære generalforsamling lørdag den 13 juni 2026.
Hvorfor have vedtægter?
Vores demokratiske fundament.
For at sikre en sund og demokratisk drift, følger vi et sæt faste vedtægter, som definerer rammerne for vores arbejde. Disse vedtægter fungerer som foreningens dna og sikrer, at alle stemmer bliver hørt, og at vi altid handler i overensstemmelse med vores værdier og formål.
